Fjenneslev hører til et af de navnkundige steder i Danmark. Det er heller ikke uden grund, at der går ry af Fjenneslev; thi få steder i landet har spillet den rolle i vor historie, som Fjenneslev har gjort. Her gælder digteren Chr. Richardts ord: Der er Danmarks saga gjort. Et vigtigt blad i Danmarks historie er skrevet i Fjenneslev.
Navnet Fjenneslev viser, at det er en gammel landsby. Byer, hvis navne ender på lev, er grundlagt før vikingetiden, der begyndte omkring år 800. Disse byer er gerne lagt på god jord, bebyggelsen var endnu ikke så tæt, at det var nødvendigt at opdyrke den dårlige jord. Den første stavelse i lev-byerne er ofte et mandsnavn, lev betyder gods eller arv.
Det er os en ubekendt mand Fjalin, der for 14-1500 år siden grundlagde Fjenneslev. Han lagde den på en bakke, hvorfra der var vid udsigt over landet mod øst, der var ryddet for skov, bynavnene østpå viser, at landet tidligere er blevet opdyrket.
Men Fjalins slægt har ikke været de første beboere på stedet her. Den sammensunkne stendysse på svinget fra hovedvejen fortæller om, at her har stenalderfolket levet og begravet deres døde. Flere jævne grave og høje viser, at for flere tusinde år siden har stedet været beboet. De lavtliggende egne mod nord, Frøsmose, Mørup og Engmose var på den tid sø, hvor stenalderfolkene kunne hente en stor del af føden. De tætte skove var rige på vildt; de gav sig også af med lidt agerbrug, de brændte skoven af og såede korn.
Hvideslægten
Men det er hverken folkene i oldtiden eller Fjalins slægt, der har gjort Fjenneslev kendt landet over.
Det er den kendte Hvideslægt, den skylder sit ry. Denne slægt var, næst efter kongeslægten, den mest ansete i det 12. og 13. århundrede. Den har øvet en afgørende indflydelse i middelalderen, først under Valdemar d. Store som kongernes trofaste støtte i genrejsningen af landet efter borgerkrigens ulykker, senere var den som kongemagtens modstandere med til at styrte Danmark ud i en ødelæggende kamp mellem kongemagten og kirken. Ikke mindre end 10 af slægten blev biskopper, 5 af disse endda ærkebiskopper. Kvinderne i slægten bragte det også vidt, 2 af dem nåede at blive dronninger i Sverige.
Ingen anden slægt har i løbet af de 300 år, der var Hvideslægtens levetid - dens grundlægger Skjalm Hvide var født omkring 1035, og dens sidste mandlige medlem døde henimod 1350 - frembragt så mange betydelige personligheder, såvel på det verdslige som kirkelige område.
Skjalm Hvide
Hvideslægtens vugge har stået i Fjenneslev, hvor Skjalm Hvide, slægtens stamfader, havde sit hjem. Han var høvedsmand på Sjælland, han udmærkede sig i slaget ved Nisaa 1062 i krigen mellem Svend Estridsøn og den norske konge Harald Haarderaade.
Skjalm Hvide døde omkring 1113 og blev begravet i Fjenneslev Kirke, hvor også en af hans sønner, Toke, blev begravet, denne kirke har formodentlig været af træ.
Senere flyttedes gravene til Sorø Kirke, der efter Absalons grundlæggelse af Sorø Kloster blev slægtens gravkirke.
Da Erik Ejegod og dronning Bodil 1103 drog på pilgrimsrejse til det hellige land, satte de deres niørige søn Knud, der senere fik tilnavnet Lavard, i pleje hos Skjalm Hvide og hans hustru Signe. Begge hans forældre døde som bekendt på rejsen, hvorfor han fik sit hjem hos Skjalm Hvide og blev opdraget sammen med deres sønner, af hvilke især Asser Rig blev kendt.
Asser Rig og fru Inge
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Rig fædrenegården. Hans hustru var den kendte fru Inge, en datterdatter af Knud den Hellige.
Om dette hjem kan man med rette bruge digterordet, at tit bar et enkelt hjem et helt land, sjældent har et hjem betydet så meget for et land som dette, både ved sin egen indsats og ved den betydning, som deres to sønner Esbern Snare og Absalon og deres fostersøn Valdemar den Store, fik for Danmark. De tre lagde grunden til Danmarks storhedstid i middelalderen.
Asser Rig var høvdingen, der drog i leding og var med i, hvad der rørte sig i Danmark, han virkede udadtil. Fru Inge var en hjemmets kvinde; når Asser Rig var borte fra hjemmet, var det hende, der ledede arbejdet hjemme.
Hendes største arbejde hjemme var at lede de tre drenges opdragelse. Dette påhvilede i de første år moderen, senere overtog faderen deres indøvelse i våbenbrug. Hun nedlagde i dem kærlighed til det nødstedte land, og her lagdes også grunden til det samarbejde og det sammenhold, som stod sin prøve livet igennem.
Fru Inge fik også en anden opgave at løse. Medens Asser Rig var i leding, skulle hun fuldende den nye kirke, der skulle afløse den gamle trækirke. Denne opgave løste hun således, at Fjenneslev kirke hører til blandt Danmarks smukkeste landsbykirker, en perle blandt vore middelalderkirker.
De tvende kirketårne
Rank og stolt knejser Fjenneslev Kirke, ligeså skøn i dag som den dag, den blev indviet. Der er rejsning over den, noget herremandsagtigt, den er ikke bondefødt som mange af vore landsbykirker.
Asser Rig og fru Inge har villet bygge en kirke, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig.
Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne.
Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i leding, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.
Det smukke sagn kender vi fra Oehlenschlägers berømte digt: De tvende kirketårne. Sagnet kan følges tilbage til den bekendte historiker Anders Sørensen Vedel, 1575. Men fortællingen om de to tårnes oprindelse er kun sagn. Esbern Snare og Absalon var ikke tvillinger. Esbern var et par år ældre end Absalon.
Tårnene selv fortæller også, at de ikke er bygget samtidig med den øvrige del af kirken. Denne er opført af rå og kløvet kamp, tårnene er derimod bygget af røde mursten, kaldet munkesten, fordi det var munkene, der bragte kendskab til teglbrænding til landet. Men det skete først en menneskealder efter, at Fjenneslev Kirke var bygget; antagelig er kirken bygget omkring 1130.
Et af de første steder, teglstenen blev benyttet, var ved den mur, Valdemar den Store lod opføre foran Thyra Danebods vold Dannevirke. Senere lod han Sct. Bendts Kirke i Ringsted opføre af teglsten.
Bjernede Kirke, den bekendte rundkirke, nabokirke til Fjenneslev, blev påbegyndt med kløvet kamp, men fuldført med munkesten i 1166 af en fætter til Absalon.
Vi ved altså ret nøje, hvornår munkestenene blev taget i brug her på Midtsjælland. Det er rimeligt at antage, at tårnene ved Fjenneslev Kirke også er opført ved denne tid. Derimod kan det ikke afgøres, om fru Inge i sine sidste år selv har bygget tårnene, eller dette først er sket efter hendes død, på Absalons og Esbern Snares initiativ.
Tårnene er ikke rejst af forældrene til de to sønners minde, men det er snarere omvendt, at det er sønnerne, der føjede tårnene til forældrenes kirke for at hædre dem, samtidig med at de smykkede kirken med kalkmalerier, deriblandt billedet af forældrene, der rækker kirken til Herren.
Den kirke, Asser Rig og fru Inge byggede, bestod af skib, kor med korrunding, det var den almindelige grundplan for kirkebygning i den romanske stil, også kaldet rundbuestilen efter den runde bue, der blev brugt til vinduer, døre og korbuen mellem skib og kor.
Fjenneslev Kirke står i dag bevaret, eller rettere sagt, ført tilbage til den romanske stil, thi også den var i tidens løb blevet ombygget og forsynet med hvælvinger. Den er et meget smukt eksempel på den ro og højhed, der var over den romanske stil. De mange let tilhuggede kampesten af forskellig farve, gråt i mange nuancer og rødt, blandet mellem hinanden, bringer liv over kirkens ydre og bryder det tunge præg, der tit kan være over kampestenskirkerne.
Kirkens indre
Efter at have betragtet kirken udvendig, går vi ind i kirken. Våbenhuset er opført ved kirkens restaurering i 1872-74 foran den gamle mandsindgang. Den gamle kvindeindgang ses nu på nordsiden af kirken udvendig som en tilmuret blænding.
Ved indtrædelse i kirken forbavses mange over, at den ikke er større, det skyldes, at den er bygget som gårdkirke eller kapel for Hvideslægten, hvis gård har ligget nord for kirken.
Det smukkeste parti i kirken er dens vestparti med det søjlebårne galleri. Forbilledet for dette er sikkert galleriet i Tveje Merløse Kirke ved Holbæk, der også er opført af et medlem af Hvideslægten, der ejede landsbyen Merløse. Slægten var vidt forgrenet og spredt over hele Sjælland.
Vestpartiet i de to kirker er enestående i Danmark. I Tveje Merløse bæres galleriet af to murede firkantede piller. Her i Fjenneslev bæres det af to høje polerede granitsøjler, der er ualmindeligt smukt forarbejdet. Dette giver vestpartiet her et lettere udseende. Søjlerne hviler på søjlebaser rigt udhugget i palmettemønster. Museumsinspektør, dr. phil. Otto Norn har fremsat den interessante teori, at de to granitsøjler ikke er tilvirket her på stedet, hvad man tidligere antog, men er fremstillet i Aswan i øvre Ægypten, hvor romerne havde granitbrud. De er ikke hugget, men drejet i form på samme måde, som man drejer træ eller metal i dag, nogle mærker på søjleskafterne skulle hidrøre herfra, denne drejeteknik uddøde med de gamle romere. Derefter skulle søjlerne være ført til Italien og anvendt der, senere er de så ført til Danmark.
Det samme skulle være tilfældet med flere romerske søjler, blandt andet med kongesøjlen i Roskilde Domkirke og de to søjler ved indgangen til Korsør Kirkegård.
Søjlerne i Fjenneslev Kirke skulle så være komme hertil, da tårnene føjedes til kirken, og vestpartiet fik sin nuværende form. Vestsiden afsluttes foroven af et galleri, der består af ni små brændte lersøjler samlet i tre grupper, den nordligste søjle er oprindelig, de øvrige otte er rekonstruerede.
Galleriet ar været herskabets plads i kirken.
Kalkmalerier
Vender vi øjet mod skibets østvæg, møder blikket det berømte kalkmaleri, der forestiller Asser Rig og fru Inges overrækkelse af kirken til Herren, der ses i billedets højre hjørne foroven som en udstrakt velsignende hånd. Begge skikkelser er iført dragter fra det 12. århundredes anden halvdel, kirken på billedet er en tro kopi af Fjenneslev Kirke. Kvinden rækker desuden en ring op til Herren. Det er ikke ualmindeligt, at kirkens stiftere blev malet på denne måde. Det vides ikke, om det er fru Inge selv, der har ladet billedet male, eller om det er hendes sønner, det sidste er, som før nævnt, det sandsynligste, da det er den totårnede kirke, der ses på billedet. Dette er sikkert ligesom tårnene gjort til forældrenes ære.
Ovenover stifterbilledet er de hellige tre kongers tilbedelse fremstillet, til højre for dette ses flugten til Ægypten, og under dette har der været endnu et billede, men ved fremdragelsen af malerierne var dette blevet ødelagt.
På korbuens underside ses to biskopper og et englehoved imellem disses.
På korets nordvæg skimtes en figur, denne skal være Josef. Formodentlig en rest af et billede af Jesu fødsel.
I korrundingen har der været en fremstilling af den tronende Kristus, omgivet af evangelisttegnene; også dette billede var for ødelagt til at kunne restaureres. Professor Kornerup malede ved restaureringen i 1872-74 et billede af korslammet omgivet af engle og vinranker. Dette billede er senere fjernet, og korrundingen står nu hvidkalket efter en restaurering i 1947.
Alle kalkmalerier hører den romanske tid til, hvor man kun malede billeder af bibelsk indhold, fraregnet stifterbilleder, medens den gotiske stil ofte valgte emner fra helgenernes liv.
Disse billeder blev malet, medens pudslaget endnu var fugtigt, på en måde, der gjorde dem særligt holdbare, således at disse snart 800 år gamle billeder er blevet bevaret til vor tid. De danske kirker, især landsbykirkerne, ejer en sjælden kunstskat i disse billeder. Intet andet land har tilnærmelsesvis sådan en rigdom, de er noget enestående for Danmark.
På reformationstiden blev de overkalkede, man ville ikke se på disse katolske billeder, andet regnede man dem ikke for. I flere hundrede år sad de gemt bag kalken. Først efter 1800 begyndte man at finde dem, og ejendommeligt nok var Fjenneslev et af de første steder, det skete. Det var i 1808. Det år besøgte Christian Molbech, den senere bekendte historiker og litterat, professorsøn fra Sorø, Fjenneslev Kirke og fandt ovenover de daværende hvælvinger spor af kalkmalerier. Han fortæller derom i sin bog Ungdomsvandringer, der udkom 1811. Professor Jacob Kornerup, der var den første, der for alvor studerede disse gamle malerier, besøgte Fjenneslev Kirke i 1853 og tegnede helligtrekongerbilledet. Malerierne her i kirken blev fremdraget ved kirkens restaurering i 1872-74.
Alterpartiet
Over alterbordet hænger kirkens gamle korbuekrucifiks, dets oprindelige plads har været i korbuen, og derunder har der formodentlig i den katolske tid været et lægmandsalter. Ved reformationen er dette blevet fjernet og korset hængt ned i kirken; i mange år havde det sin plads i våbenhuset, senere blev det igen hængt ind i kirken. Ved en restaurering af kirken i 1968 blev det ombyttet med Claus Bergs store krucifiks (som senere skal omtales), som hidtil havde haft sin plads over alterbordet. Krucifikset er fra tiden omkring 1250 og hører nærmest til den romanske stil. Denne betonede ikke lidelsen så stærkt, den fremhævede mere sejren i Kristi gerning, derfor fremstilles han som helten med noget triumferende over sig, noget af dette ses også på dette krucifiks.
Alterbordet under krucifikset er dækket af en sort plade af belgisk marmor, denne er en stor sjældenhed, kun Søborg Kirke i Nordsjælland har en lignende.
Hvorledes denne sjældne alterbordsplade er kommet til Fjenneslev, kan man kun gisne om, måske har fru Inges morbroder hertug Karl af Flandern, en søn af Knud den Hellige, været medvirkende dertil. Det er kirkens oprindelige alterbord, ved hvilket biskop Absalon har læst messe, når han besøgte Fjenneslev. På alterbordet står to anselige lysestager fra 1596, skænket af Christen Mikkelsen til Mørup og nogle gårdmænd i Fjenneslev.
Alterets gyldne antependium er skænket kirken i 1966, det er et smukt, moderne arbejde med indvævet guldtråd, udført af væveren John Becker, der skal være et minde om, at Fjenneslev Kirke måske har haft et forgyldt alter. Samme kunstner har i 1976 vævet en meget smuk hvid silke-messehagel med indvævet guldtråd.
Døbefonten
Døbefonten har nu sin plads lige under stifterbilledet efter at have været placeret i koret. Oprindelig stod fonten i vore kirker gerne nær indgang i kirken, det symboliserede, at dåben var indgangen i den kristne menighed. Hvor fonten oprindelig har stået her i kirken, vides ikke. Den er hugget i kamp i enkel bægerform med tovsnoning foroven; den er formodentlig kirkens oprindelige døbefont. Dåben fandt i de ældste tider sted ved neddykning i fonten, ofte var der hugget et afløbshul til vandet. Her har man begyndt at hugge et hul, men ikke fuldført det. Senere indførte man brugen af dåbsfade. Det nuværende fad er i 1779 skænket af grev Knuth til Mørup, det står indgraveret på fadets rand.
Prædikestolen
I 1967 blev prædikestolen restaureret på Nationalmuseet, de oprindelige farver og billederne i felterne, der forestiller evangelisterne, blev genfremkaldt, disse var i en senere tid blevet malet over. Prædikestolen bærer årstallet 1586, men er sikkert ældre og er vistnok en oprindelig lektoriestol, der har haft sin plads under korbuen. Ved restaureringen blev den oprindelige prædikestolshimmel igen sat op, og prædikestolsopgangsdøren med et billede af proften Ezekiel blev anbragt på sin gamle plads.
Begge dele havde ligget hengemt i Saxos celle i Sorø i mange år, men er nu i høj grad med til at give kirken noget af sit gamle præg tilbage.
Desværre findes de gamle kirkestole ikke mere, de er i tidens løb gået tabt. De nuværende stolestader stammer fra kirkens restaurering i 1872-74.
De to dørfyldninger overfor prædikestolsopgangen stammer fra en herskabsstol i kirken, som Chr. Luxdorph, der købte Mørup i 1716 lod opsætte. Våbnene forestiller Luxdorphs og Worms våben. Luxdorphs hustru var søster til Sjællands biskop Chr. Worm og sønnedatter af den kendte oldgransker Ole Worm på Kristian d. IV's tid.
Claus Bergs krucifiks
Kirkens andet krucifiks, som hænger på skibets nordvæg, er skåret af den kendte billedskærer Claus Berg fra Odense, hvis mest kendte arbejde er den store altertavle i Sct. Knuds Kirke. Han levede lige før reformationen. Krucifikset her er skåret til Holme Kloster (det nuværende Brahetrolleborg), hvor det oprindelige korstræ endnu findes. De to sidefigurer Jomfru Maria og apostlen Johannes, som hørte med til korsfæstelsesgruppen, findes nu i Tirsted Kirke på Lolland. Overleveringer fortæller, at den sidste abbed bar Kristus-figuren bort på sin ryg, da munkene blev jaget væk fra klosteret.
Det var professor Kornerup, der ved restaureringen i 1872-1874 foranledigede, at Kristusfiguren kom til Fjenneslev Kirke, korstræet stammer sandsynligvis fra denne tid. Igennem mange år tjente det som alterkrucifiks, men i 1968 blev det ombyttet med det gamle krucifiks.
Claus Bergs Kristusfigur er stærkt præget af lidelse, skikkelsen er sunket sammen, hoved er faldet forover, døden er lige indtrådt. Den gotiske stil, som dette krucifiks tilhører, betonede særlig lidelsen i Kristusfiguren, undertiden næsten til det uhyggelige.
Orglet
Kirkens orgel er bygget 1965 af overbygger Poul Gerhard Andersen. Orglet er nu placeret mellem de to marmorsøjler bagest i kirken.
Gravminder
I kirken findes to ligsten, den ene ligger i gulvet i korets sydside, den er lagt over Christen Mikkelsen og hans hustru Maren Lauritsdatter. Han var en af de mænd, der var med til at give alterlysestagerne. Han fik i 1585 af Frederik d. II fæstebrev på Mørup, der dengang var et kongeligt jagthus. Han boede på Mørup i 23 år og døde i 1609.
Den anden sten er lagt over Niels Christoffersen og hans anden hustru Gertrud Jensdatter. Han var kongelig kontrollør over stemplede papirer. Han var ejer af Mørup i 6 år og døde 1691. Inskriptionen, der er lidt drastisk, er helt i tidens stil.
Klokkerne
I kirkens tårne hænger to klokker. Den ældste er fra 1589 og bærer følgende inskription på latin, der i oversættelse lyder: Hør, jeg kalder eder til livets glæder. Mathias Bennick gjorde mig 1589. Den anden klokke bærer også en latinsk indskrift, der lyder: Hvis Gud er for os, hvem kan da være mod os. Herrens år 1615.
Fjenneslev Kirke gennem tiderne
I dag står kirken i sin oprindelige skikkelse. Asser Rig og fru Inge og deres sønner ville, om de så kirken nu, genkende den. Men således har det ikke altid været. Fjenneslev Kirke undgik ikke ombygning i sengotisk stil, hvormed den forsynedes med hvælvinger. Derved gik det smukke vestparti tabt, det blev delvis dækket af disse. De udvendige gavle fik påmuret kamtakker, og de små tyndbuede vinduer blev erstattet af større fladbuede, hele kirken blev hvidkalket. Den største ulykke, der overgik kirken, var vel, da det søndre tårn i 1561 styrtede sammen. Ved genrejsningen af dette byggedes tårnene sammen til ét, således at det kom til at se ud som en ganske almindelig hvidkalket landsbykirke. Et hundrede år senere, i 1657, styrtede tårnet på ny sammen. Vanrøgt og forsømmelse prægede kirken, der var meget lidt tilbage af dens oprindelige skønhed.
Oehlenschläger siger vemodigt i sit digt De tvende Kirketårne: Faldet er nu det ene det ene Taarn, og Krattet vokser af Grus. Men i det 19. århundrede begyndte interesse for de gamle kirker at vokse, det gjaldt også for Fjenneslev Kirkes vedkommende.
I årene 1872-74 gennemgik kirken den første restaurering ved den kendte arkitekt, professor Christian Hansen. Kirken blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Hvælvingerne blev taget ned, og kirken fik sit nuværende træloft, som havde været almindeligt i de romanske kirker. De store fladbuede vinduer erstattedes af rundbuede blyindfattede vinduer i romansk stil. Det oprindelige vestparti med herskabspulpituret genskabtes, man fandt en af de små søjler af brændt ler, og de øvrige formet efter denne.
Ved kirkens sydside blev det nuværende våbenhus opført.
Ved senere undersøgelser viste det sig, at visse enkeltheder var unøjagtige, man havde blandt andet givet tårnene gavle i øst og vest, men ved kalkmaleriernes afdækning viste det sig, at tårnene oprindelig havde haft pyramidetag. Disse enkeltheder blev rettet ved en ny restaurering i 1898 ledet af arkitekt, professor Storck.
I de senere årtier har kirken gennemgået sin 3. større restaurering, denne gang ledet af den kendte og ansete kirkearkitekt Rolf Graae i forbindelse med Nationalmuseet. Forskellige ting er allerede nævnt blandt andet fornyelse af kirkens antependium, prædikestolens tilbageførsel til de oprindelige billeder og farver og anskaffelse af kirkens orgel.
I 1973 fornyedes kirkens blytag, der stammede fra kirkens istandsættelse i 1872-74. Fornyelsen blev foretaget af den kendte blytækker H. Hermansen, Pandrup. den foregik på den måde, man har brugt siden middelalderen ved at smelte de gamle blyplader og omstøbe dem på stedet i sandforme.
I 1975 blev det nødvendigt på ny at istandsætte kalkmalerierne, der var angrebne af fugt, skønt det kun var få år siden, de var blevet restaurerede.
Man undersøgte grunden dertil, skønt man ved konstant fyring i kirken havde søgt at modvirke ødelæggelsen. Ved denne undersøgelse blev det konstateret, at der under pudslaget i kirken fandtes et asfaltlag påført ved en af de tidligere istandsættelser for at forhindre, at fugtigheden udefra skulle trænge igennem granitmurene og ødelægge kalkmalerierne. Dette lag asfalt bevirkede, at fugten i væggene vandrede hen og fordampede bag kalkmalerierne og forårsagede nedbrydning af disse.
Det blev nødvendigt at borthugge puds og asfalt og pudse kirken på ny. Man håbede derved at kunne bevare de værdifulde kalkmalerier, som pån y blev gjort i stand og nu står med friske farver.
Ved denne lejlighed blev kirkens inventar malet i farver afstemt efter prædikestolen.
Nu stod Fjenneslev Kirke smuk og velholdt, et værdigt minde om Hvideslægten.
I årene 1998-2004 har kirken fået nyt varmeanlæg, er blevet kalket indvendig og i tårnene blev klokkeophænget forbedret, således at det var muligt at lave automatisk klokkeringning. Sidst men ikke mindst er kalkmalerierne endnu en gang blevet istandsat. (tekst: Kirsten Jensen)
Navnet Fjenneslev viser, at det er en gammel landsby. Byer, hvis navne ender på lev, er grundlagt før vikingetiden, der begyndte omkring år 800. Disse byer er gerne lagt på god jord, bebyggelsen var endnu ikke så tæt, at det var nødvendigt at opdyrke den dårlige jord. Den første stavelse i lev-byerne er ofte et mandsnavn, lev betyder gods eller arv.
Det er os en ubekendt mand Fjalin, der for 14-1500 år siden grundlagde Fjenneslev. Han lagde den på en bakke, hvorfra der var vid udsigt over landet mod øst, der var ryddet for skov, bynavnene østpå viser, at landet tidligere er blevet opdyrket.
Men Fjalins slægt har ikke været de første beboere på stedet her. Den sammensunkne stendysse på svinget fra hovedvejen fortæller om, at her har stenalderfolket levet og begravet deres døde. Flere jævne grave og høje viser, at for flere tusinde år siden har stedet været beboet. De lavtliggende egne mod nord, Frøsmose, Mørup og Engmose var på den tid sø, hvor stenalderfolkene kunne hente en stor del af føden. De tætte skove var rige på vildt; de gav sig også af med lidt agerbrug, de brændte skoven af og såede korn.
Hvideslægten
Men det er hverken folkene i oldtiden eller Fjalins slægt, der har gjort Fjenneslev kendt landet over.
Det er den kendte Hvideslægt, den skylder sit ry. Denne slægt var, næst efter kongeslægten, den mest ansete i det 12. og 13. århundrede. Den har øvet en afgørende indflydelse i middelalderen, først under Valdemar d. Store som kongernes trofaste støtte i genrejsningen af landet efter borgerkrigens ulykker, senere var den som kongemagtens modstandere med til at styrte Danmark ud i en ødelæggende kamp mellem kongemagten og kirken. Ikke mindre end 10 af slægten blev biskopper, 5 af disse endda ærkebiskopper. Kvinderne i slægten bragte det også vidt, 2 af dem nåede at blive dronninger i Sverige.
Ingen anden slægt har i løbet af de 300 år, der var Hvideslægtens levetid - dens grundlægger Skjalm Hvide var født omkring 1035, og dens sidste mandlige medlem døde henimod 1350 - frembragt så mange betydelige personligheder, såvel på det verdslige som kirkelige område.
Skjalm Hvide
Hvideslægtens vugge har stået i Fjenneslev, hvor Skjalm Hvide, slægtens stamfader, havde sit hjem. Han var høvedsmand på Sjælland, han udmærkede sig i slaget ved Nisaa 1062 i krigen mellem Svend Estridsøn og den norske konge Harald Haarderaade.
Skjalm Hvide døde omkring 1113 og blev begravet i Fjenneslev Kirke, hvor også en af hans sønner, Toke, blev begravet, denne kirke har formodentlig været af træ.
Senere flyttedes gravene til Sorø Kirke, der efter Absalons grundlæggelse af Sorø Kloster blev slægtens gravkirke.
Da Erik Ejegod og dronning Bodil 1103 drog på pilgrimsrejse til det hellige land, satte de deres niørige søn Knud, der senere fik tilnavnet Lavard, i pleje hos Skjalm Hvide og hans hustru Signe. Begge hans forældre døde som bekendt på rejsen, hvorfor han fik sit hjem hos Skjalm Hvide og blev opdraget sammen med deres sønner, af hvilke især Asser Rig blev kendt.
Asser Rig og fru Inge
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Rig fædrenegården. Hans hustru var den kendte fru Inge, en datterdatter af Knud den Hellige.
Om dette hjem kan man med rette bruge digterordet, at tit bar et enkelt hjem et helt land, sjældent har et hjem betydet så meget for et land som dette, både ved sin egen indsats og ved den betydning, som deres to sønner Esbern Snare og Absalon og deres fostersøn Valdemar den Store, fik for Danmark. De tre lagde grunden til Danmarks storhedstid i middelalderen.
Asser Rig var høvdingen, der drog i leding og var med i, hvad der rørte sig i Danmark, han virkede udadtil. Fru Inge var en hjemmets kvinde; når Asser Rig var borte fra hjemmet, var det hende, der ledede arbejdet hjemme.
Hendes største arbejde hjemme var at lede de tre drenges opdragelse. Dette påhvilede i de første år moderen, senere overtog faderen deres indøvelse i våbenbrug. Hun nedlagde i dem kærlighed til det nødstedte land, og her lagdes også grunden til det samarbejde og det sammenhold, som stod sin prøve livet igennem.
Fru Inge fik også en anden opgave at løse. Medens Asser Rig var i leding, skulle hun fuldende den nye kirke, der skulle afløse den gamle trækirke. Denne opgave løste hun således, at Fjenneslev kirke hører til blandt Danmarks smukkeste landsbykirker, en perle blandt vore middelalderkirker.
De tvende kirketårne
Rank og stolt knejser Fjenneslev Kirke, ligeså skøn i dag som den dag, den blev indviet. Der er rejsning over den, noget herremandsagtigt, den er ikke bondefødt som mange af vore landsbykirker.
Asser Rig og fru Inge har villet bygge en kirke, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig.
Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne.
Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i leding, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.
Det smukke sagn kender vi fra Oehlenschlägers berømte digt: De tvende kirketårne. Sagnet kan følges tilbage til den bekendte historiker Anders Sørensen Vedel, 1575. Men fortællingen om de to tårnes oprindelse er kun sagn. Esbern Snare og Absalon var ikke tvillinger. Esbern var et par år ældre end Absalon.
Tårnene selv fortæller også, at de ikke er bygget samtidig med den øvrige del af kirken. Denne er opført af rå og kløvet kamp, tårnene er derimod bygget af røde mursten, kaldet munkesten, fordi det var munkene, der bragte kendskab til teglbrænding til landet. Men det skete først en menneskealder efter, at Fjenneslev Kirke var bygget; antagelig er kirken bygget omkring 1130.
Et af de første steder, teglstenen blev benyttet, var ved den mur, Valdemar den Store lod opføre foran Thyra Danebods vold Dannevirke. Senere lod han Sct. Bendts Kirke i Ringsted opføre af teglsten.
Bjernede Kirke, den bekendte rundkirke, nabokirke til Fjenneslev, blev påbegyndt med kløvet kamp, men fuldført med munkesten i 1166 af en fætter til Absalon.
Vi ved altså ret nøje, hvornår munkestenene blev taget i brug her på Midtsjælland. Det er rimeligt at antage, at tårnene ved Fjenneslev Kirke også er opført ved denne tid. Derimod kan det ikke afgøres, om fru Inge i sine sidste år selv har bygget tårnene, eller dette først er sket efter hendes død, på Absalons og Esbern Snares initiativ.
Tårnene er ikke rejst af forældrene til de to sønners minde, men det er snarere omvendt, at det er sønnerne, der føjede tårnene til forældrenes kirke for at hædre dem, samtidig med at de smykkede kirken med kalkmalerier, deriblandt billedet af forældrene, der rækker kirken til Herren.
Den kirke, Asser Rig og fru Inge byggede, bestod af skib, kor med korrunding, det var den almindelige grundplan for kirkebygning i den romanske stil, også kaldet rundbuestilen efter den runde bue, der blev brugt til vinduer, døre og korbuen mellem skib og kor.
Fjenneslev Kirke står i dag bevaret, eller rettere sagt, ført tilbage til den romanske stil, thi også den var i tidens løb blevet ombygget og forsynet med hvælvinger. Den er et meget smukt eksempel på den ro og højhed, der var over den romanske stil. De mange let tilhuggede kampesten af forskellig farve, gråt i mange nuancer og rødt, blandet mellem hinanden, bringer liv over kirkens ydre og bryder det tunge præg, der tit kan være over kampestenskirkerne.
Kirkens indre
Efter at have betragtet kirken udvendig, går vi ind i kirken. Våbenhuset er opført ved kirkens restaurering i 1872-74 foran den gamle mandsindgang. Den gamle kvindeindgang ses nu på nordsiden af kirken udvendig som en tilmuret blænding.
Ved indtrædelse i kirken forbavses mange over, at den ikke er større, det skyldes, at den er bygget som gårdkirke eller kapel for Hvideslægten, hvis gård har ligget nord for kirken.
Det smukkeste parti i kirken er dens vestparti med det søjlebårne galleri. Forbilledet for dette er sikkert galleriet i Tveje Merløse Kirke ved Holbæk, der også er opført af et medlem af Hvideslægten, der ejede landsbyen Merløse. Slægten var vidt forgrenet og spredt over hele Sjælland.
Vestpartiet i de to kirker er enestående i Danmark. I Tveje Merløse bæres galleriet af to murede firkantede piller. Her i Fjenneslev bæres det af to høje polerede granitsøjler, der er ualmindeligt smukt forarbejdet. Dette giver vestpartiet her et lettere udseende. Søjlerne hviler på søjlebaser rigt udhugget i palmettemønster. Museumsinspektør, dr. phil. Otto Norn har fremsat den interessante teori, at de to granitsøjler ikke er tilvirket her på stedet, hvad man tidligere antog, men er fremstillet i Aswan i øvre Ægypten, hvor romerne havde granitbrud. De er ikke hugget, men drejet i form på samme måde, som man drejer træ eller metal i dag, nogle mærker på søjleskafterne skulle hidrøre herfra, denne drejeteknik uddøde med de gamle romere. Derefter skulle søjlerne være ført til Italien og anvendt der, senere er de så ført til Danmark.
Det samme skulle være tilfældet med flere romerske søjler, blandt andet med kongesøjlen i Roskilde Domkirke og de to søjler ved indgangen til Korsør Kirkegård.
Søjlerne i Fjenneslev Kirke skulle så være komme hertil, da tårnene føjedes til kirken, og vestpartiet fik sin nuværende form. Vestsiden afsluttes foroven af et galleri, der består af ni små brændte lersøjler samlet i tre grupper, den nordligste søjle er oprindelig, de øvrige otte er rekonstruerede.
Galleriet ar været herskabets plads i kirken.
Kalkmalerier
Vender vi øjet mod skibets østvæg, møder blikket det berømte kalkmaleri, der forestiller Asser Rig og fru Inges overrækkelse af kirken til Herren, der ses i billedets højre hjørne foroven som en udstrakt velsignende hånd. Begge skikkelser er iført dragter fra det 12. århundredes anden halvdel, kirken på billedet er en tro kopi af Fjenneslev Kirke. Kvinden rækker desuden en ring op til Herren. Det er ikke ualmindeligt, at kirkens stiftere blev malet på denne måde. Det vides ikke, om det er fru Inge selv, der har ladet billedet male, eller om det er hendes sønner, det sidste er, som før nævnt, det sandsynligste, da det er den totårnede kirke, der ses på billedet. Dette er sikkert ligesom tårnene gjort til forældrenes ære.
Ovenover stifterbilledet er de hellige tre kongers tilbedelse fremstillet, til højre for dette ses flugten til Ægypten, og under dette har der været endnu et billede, men ved fremdragelsen af malerierne var dette blevet ødelagt.
På korbuens underside ses to biskopper og et englehoved imellem disses.
På korets nordvæg skimtes en figur, denne skal være Josef. Formodentlig en rest af et billede af Jesu fødsel.
I korrundingen har der været en fremstilling af den tronende Kristus, omgivet af evangelisttegnene; også dette billede var for ødelagt til at kunne restaureres. Professor Kornerup malede ved restaureringen i 1872-74 et billede af korslammet omgivet af engle og vinranker. Dette billede er senere fjernet, og korrundingen står nu hvidkalket efter en restaurering i 1947.
Alle kalkmalerier hører den romanske tid til, hvor man kun malede billeder af bibelsk indhold, fraregnet stifterbilleder, medens den gotiske stil ofte valgte emner fra helgenernes liv.
Disse billeder blev malet, medens pudslaget endnu var fugtigt, på en måde, der gjorde dem særligt holdbare, således at disse snart 800 år gamle billeder er blevet bevaret til vor tid. De danske kirker, især landsbykirkerne, ejer en sjælden kunstskat i disse billeder. Intet andet land har tilnærmelsesvis sådan en rigdom, de er noget enestående for Danmark.
På reformationstiden blev de overkalkede, man ville ikke se på disse katolske billeder, andet regnede man dem ikke for. I flere hundrede år sad de gemt bag kalken. Først efter 1800 begyndte man at finde dem, og ejendommeligt nok var Fjenneslev et af de første steder, det skete. Det var i 1808. Det år besøgte Christian Molbech, den senere bekendte historiker og litterat, professorsøn fra Sorø, Fjenneslev Kirke og fandt ovenover de daværende hvælvinger spor af kalkmalerier. Han fortæller derom i sin bog Ungdomsvandringer, der udkom 1811. Professor Jacob Kornerup, der var den første, der for alvor studerede disse gamle malerier, besøgte Fjenneslev Kirke i 1853 og tegnede helligtrekongerbilledet. Malerierne her i kirken blev fremdraget ved kirkens restaurering i 1872-74.
Alterpartiet
Over alterbordet hænger kirkens gamle korbuekrucifiks, dets oprindelige plads har været i korbuen, og derunder har der formodentlig i den katolske tid været et lægmandsalter. Ved reformationen er dette blevet fjernet og korset hængt ned i kirken; i mange år havde det sin plads i våbenhuset, senere blev det igen hængt ind i kirken. Ved en restaurering af kirken i 1968 blev det ombyttet med Claus Bergs store krucifiks (som senere skal omtales), som hidtil havde haft sin plads over alterbordet. Krucifikset er fra tiden omkring 1250 og hører nærmest til den romanske stil. Denne betonede ikke lidelsen så stærkt, den fremhævede mere sejren i Kristi gerning, derfor fremstilles han som helten med noget triumferende over sig, noget af dette ses også på dette krucifiks.
Alterbordet under krucifikset er dækket af en sort plade af belgisk marmor, denne er en stor sjældenhed, kun Søborg Kirke i Nordsjælland har en lignende.
Hvorledes denne sjældne alterbordsplade er kommet til Fjenneslev, kan man kun gisne om, måske har fru Inges morbroder hertug Karl af Flandern, en søn af Knud den Hellige, været medvirkende dertil. Det er kirkens oprindelige alterbord, ved hvilket biskop Absalon har læst messe, når han besøgte Fjenneslev. På alterbordet står to anselige lysestager fra 1596, skænket af Christen Mikkelsen til Mørup og nogle gårdmænd i Fjenneslev.
Alterets gyldne antependium er skænket kirken i 1966, det er et smukt, moderne arbejde med indvævet guldtråd, udført af væveren John Becker, der skal være et minde om, at Fjenneslev Kirke måske har haft et forgyldt alter. Samme kunstner har i 1976 vævet en meget smuk hvid silke-messehagel med indvævet guldtråd.
Døbefonten
Døbefonten har nu sin plads lige under stifterbilledet efter at have været placeret i koret. Oprindelig stod fonten i vore kirker gerne nær indgang i kirken, det symboliserede, at dåben var indgangen i den kristne menighed. Hvor fonten oprindelig har stået her i kirken, vides ikke. Den er hugget i kamp i enkel bægerform med tovsnoning foroven; den er formodentlig kirkens oprindelige døbefont. Dåben fandt i de ældste tider sted ved neddykning i fonten, ofte var der hugget et afløbshul til vandet. Her har man begyndt at hugge et hul, men ikke fuldført det. Senere indførte man brugen af dåbsfade. Det nuværende fad er i 1779 skænket af grev Knuth til Mørup, det står indgraveret på fadets rand.
Prædikestolen
I 1967 blev prædikestolen restaureret på Nationalmuseet, de oprindelige farver og billederne i felterne, der forestiller evangelisterne, blev genfremkaldt, disse var i en senere tid blevet malet over. Prædikestolen bærer årstallet 1586, men er sikkert ældre og er vistnok en oprindelig lektoriestol, der har haft sin plads under korbuen. Ved restaureringen blev den oprindelige prædikestolshimmel igen sat op, og prædikestolsopgangsdøren med et billede af proften Ezekiel blev anbragt på sin gamle plads.
Begge dele havde ligget hengemt i Saxos celle i Sorø i mange år, men er nu i høj grad med til at give kirken noget af sit gamle præg tilbage.
Desværre findes de gamle kirkestole ikke mere, de er i tidens løb gået tabt. De nuværende stolestader stammer fra kirkens restaurering i 1872-74.
De to dørfyldninger overfor prædikestolsopgangen stammer fra en herskabsstol i kirken, som Chr. Luxdorph, der købte Mørup i 1716 lod opsætte. Våbnene forestiller Luxdorphs og Worms våben. Luxdorphs hustru var søster til Sjællands biskop Chr. Worm og sønnedatter af den kendte oldgransker Ole Worm på Kristian d. IV's tid.
Claus Bergs krucifiks
Kirkens andet krucifiks, som hænger på skibets nordvæg, er skåret af den kendte billedskærer Claus Berg fra Odense, hvis mest kendte arbejde er den store altertavle i Sct. Knuds Kirke. Han levede lige før reformationen. Krucifikset her er skåret til Holme Kloster (det nuværende Brahetrolleborg), hvor det oprindelige korstræ endnu findes. De to sidefigurer Jomfru Maria og apostlen Johannes, som hørte med til korsfæstelsesgruppen, findes nu i Tirsted Kirke på Lolland. Overleveringer fortæller, at den sidste abbed bar Kristus-figuren bort på sin ryg, da munkene blev jaget væk fra klosteret.
Det var professor Kornerup, der ved restaureringen i 1872-1874 foranledigede, at Kristusfiguren kom til Fjenneslev Kirke, korstræet stammer sandsynligvis fra denne tid. Igennem mange år tjente det som alterkrucifiks, men i 1968 blev det ombyttet med det gamle krucifiks.
Claus Bergs Kristusfigur er stærkt præget af lidelse, skikkelsen er sunket sammen, hoved er faldet forover, døden er lige indtrådt. Den gotiske stil, som dette krucifiks tilhører, betonede særlig lidelsen i Kristusfiguren, undertiden næsten til det uhyggelige.
Orglet
Kirkens orgel er bygget 1965 af overbygger Poul Gerhard Andersen. Orglet er nu placeret mellem de to marmorsøjler bagest i kirken.
Gravminder
I kirken findes to ligsten, den ene ligger i gulvet i korets sydside, den er lagt over Christen Mikkelsen og hans hustru Maren Lauritsdatter. Han var en af de mænd, der var med til at give alterlysestagerne. Han fik i 1585 af Frederik d. II fæstebrev på Mørup, der dengang var et kongeligt jagthus. Han boede på Mørup i 23 år og døde i 1609.
Den anden sten er lagt over Niels Christoffersen og hans anden hustru Gertrud Jensdatter. Han var kongelig kontrollør over stemplede papirer. Han var ejer af Mørup i 6 år og døde 1691. Inskriptionen, der er lidt drastisk, er helt i tidens stil.
Klokkerne
I kirkens tårne hænger to klokker. Den ældste er fra 1589 og bærer følgende inskription på latin, der i oversættelse lyder: Hør, jeg kalder eder til livets glæder. Mathias Bennick gjorde mig 1589. Den anden klokke bærer også en latinsk indskrift, der lyder: Hvis Gud er for os, hvem kan da være mod os. Herrens år 1615.
Fjenneslev Kirke gennem tiderne
I dag står kirken i sin oprindelige skikkelse. Asser Rig og fru Inge og deres sønner ville, om de så kirken nu, genkende den. Men således har det ikke altid været. Fjenneslev Kirke undgik ikke ombygning i sengotisk stil, hvormed den forsynedes med hvælvinger. Derved gik det smukke vestparti tabt, det blev delvis dækket af disse. De udvendige gavle fik påmuret kamtakker, og de små tyndbuede vinduer blev erstattet af større fladbuede, hele kirken blev hvidkalket. Den største ulykke, der overgik kirken, var vel, da det søndre tårn i 1561 styrtede sammen. Ved genrejsningen af dette byggedes tårnene sammen til ét, således at det kom til at se ud som en ganske almindelig hvidkalket landsbykirke. Et hundrede år senere, i 1657, styrtede tårnet på ny sammen. Vanrøgt og forsømmelse prægede kirken, der var meget lidt tilbage af dens oprindelige skønhed.
Oehlenschläger siger vemodigt i sit digt De tvende Kirketårne: Faldet er nu det ene det ene Taarn, og Krattet vokser af Grus. Men i det 19. århundrede begyndte interesse for de gamle kirker at vokse, det gjaldt også for Fjenneslev Kirkes vedkommende.
I årene 1872-74 gennemgik kirken den første restaurering ved den kendte arkitekt, professor Christian Hansen. Kirken blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Hvælvingerne blev taget ned, og kirken fik sit nuværende træloft, som havde været almindeligt i de romanske kirker. De store fladbuede vinduer erstattedes af rundbuede blyindfattede vinduer i romansk stil. Det oprindelige vestparti med herskabspulpituret genskabtes, man fandt en af de små søjler af brændt ler, og de øvrige formet efter denne.
Ved kirkens sydside blev det nuværende våbenhus opført.
Ved senere undersøgelser viste det sig, at visse enkeltheder var unøjagtige, man havde blandt andet givet tårnene gavle i øst og vest, men ved kalkmaleriernes afdækning viste det sig, at tårnene oprindelig havde haft pyramidetag. Disse enkeltheder blev rettet ved en ny restaurering i 1898 ledet af arkitekt, professor Storck.
I de senere årtier har kirken gennemgået sin 3. større restaurering, denne gang ledet af den kendte og ansete kirkearkitekt Rolf Graae i forbindelse med Nationalmuseet. Forskellige ting er allerede nævnt blandt andet fornyelse af kirkens antependium, prædikestolens tilbageførsel til de oprindelige billeder og farver og anskaffelse af kirkens orgel.
I 1973 fornyedes kirkens blytag, der stammede fra kirkens istandsættelse i 1872-74. Fornyelsen blev foretaget af den kendte blytækker H. Hermansen, Pandrup. den foregik på den måde, man har brugt siden middelalderen ved at smelte de gamle blyplader og omstøbe dem på stedet i sandforme.
I 1975 blev det nødvendigt på ny at istandsætte kalkmalerierne, der var angrebne af fugt, skønt det kun var få år siden, de var blevet restaurerede.
Man undersøgte grunden dertil, skønt man ved konstant fyring i kirken havde søgt at modvirke ødelæggelsen. Ved denne undersøgelse blev det konstateret, at der under pudslaget i kirken fandtes et asfaltlag påført ved en af de tidligere istandsættelser for at forhindre, at fugtigheden udefra skulle trænge igennem granitmurene og ødelægge kalkmalerierne. Dette lag asfalt bevirkede, at fugten i væggene vandrede hen og fordampede bag kalkmalerierne og forårsagede nedbrydning af disse.
Det blev nødvendigt at borthugge puds og asfalt og pudse kirken på ny. Man håbede derved at kunne bevare de værdifulde kalkmalerier, som pån y blev gjort i stand og nu står med friske farver.
Ved denne lejlighed blev kirkens inventar malet i farver afstemt efter prædikestolen.
Nu stod Fjenneslev Kirke smuk og velholdt, et værdigt minde om Hvideslægten.
I årene 1998-2004 har kirken fået nyt varmeanlæg, er blevet kalket indvendig og i tårnene blev klokkeophænget forbedret, således at det var muligt at lave automatisk klokkeringning. Sidst men ikke mindst er kalkmalerierne endnu en gang blevet istandsat. (tekst: Kirsten Jensen)
sognekort
